Nyttig Information
Lidt om at flytte en festival

Vi har fået mange spørgsmål om hvorfor vi har valgt at flytte Midland Festival 2020 til netop d. 13. til 15. august. Vi har også fået mange forslag til andre datoer, der for den enkelte ville passe bedre. Tak for alle jeres forslag. At det netop blev torsdag d. 13. til lørdag d. 15. august skyldes tre forhold, der skulle gå op i en højere enhed.

Der skal være plads både til festivalen og dens gæster

Midland Festival lejer sig i princippet ind på Hasmark Strand Camping. Der skal derfor være plads både til selv festivalen og til alle gæsterne på campingpladsen. Dvs. alle hytter skulle være ledige så alle dem, der har bestilt hytter, stadig kan bo der.

Vi skulle også være sikker på at der var nok enheder ledige til jer, der har bestilt plads på campingpladsen.

Og endelig skulle vi holde os uden for højsæsonen, så vi stadig kan tilbyde billig camping til alle festivalens gæster. Det er vigtigt for os, at prisen skal holdes på et så lavt niveau som muligt, så at så mange som muligt, har råd til at deltage.

Vi kunne have lagt festivalen i uge 24, som fra 2021 bliver den weekend hvor Midland Festival afholdes. Dette valgte vi fra i år fra af to grunde.

Der kan stadig være risiko for smitte i juni

For det første er vi langt fra sikre på, at alle risici for smitte med Corona-virus er overstået i juni måned. Det kan godt være at forsamlinger på mere end 100 personer igen er tilladt når vi når juni måned, men måske er der stadig en risiko for smitte! Da vi langt fra kan være sikker på at al smittefare er væk i juni, og for ikke igen at skulle stå i den situation at måtte flytte eller aflyse festivalen, valgte vi at flytte den så langt frem, at den forhåbentlig ikke påvirkes af Covid-19.

Hensyn til alle gæster

En anden grund til at vi valgte at springe uge 24 over i år er, at ugen efter afholdes der en etableret countryfestival i Jylland. Da vi ved, der er gæster, der gerne vil deltage i begge festivaler, synes vi ikke det ville være fair, at vi med så kort varsel flytter vores festival så tæt på denne. Hvis det overhovedet blive muligt at holde en festival i juni måned, må vi tage hensyn til at ikke alle med så kort varsel har råd til at deltage i to festivaler så tæt på hinanden. I 2021 vil Midland Festival blive afholdt i uge 24, hvilket giver vores gæster tid til at forberede sig på dette.

September kan være kold og blæsende

Vi er også blevet spurgt, hvorfor vi ikke flytter festivalen til september. Svaret hertil er meget kort: Vejret. I september er vejret mildest talt ustabilt. Godt nok afholdes Midland Festival i et telt, og vi undgår efterårets blæst, regn og dug. Men det kan blive bidende koldt, og der er ikke meget sjovt ved at feste når ens tænder klaprer i takt med musikken. Det har vi prøvet, og det gør vi ikke igen.

Programmet skal holdes

Inden krisen med Corona-virus brød ud, havde vi fastlagt programmet til Midland Festival 2020. Mange havde allerede købt billet på baggrund af dette program, så det var vigtigt for os at flytte så mange bands, artister og instruktører som muligt til en dato, hvor alle kan optræde.

Det lykkedes desværre ikke helt. Vi har måtte lave er par enkelte ændringer, men ellers er programmet stort set uændret. En kæmpe tak til alle bands, artister og instruktører, for at være så positive, og for at få dette til at lykkes.

Tid til planlægning

Vi har alle en travl hverdag, og der er mange ting at se til. Vi ville derfor gerne flytte festivalen så langt frem, at vores gæster forhåbentlig havde luft i kalenderen til stadig at deltage. Desværre var der nogle, der ikke kunne deltage i weekenden d. 13. til 15. august, men sådan er det. Vi har måtte refundere ca. 100 billetter. Der er heldigvis færre end vi havde budgetteret med. Så selvom det ikke er rart at refundere billetter, så vil det ikke påvirke Midland Festival 2020.

Lad os gøre det til årets festival

Det er hverken sjovt eller nogen let opgave at flytte en festival. Det har krævet mange lange dage, mange timer foran pc’en og i telefonen, og mange søvnløse nætter.

Vi er mega stolte og rørte over de mange Værdsatte Medarbejdere (frivillige), der stort set alle har ændret planer for august, for stadig at bakke op om festivalen. Det varmer helt utroligt.

Der er stadig et par småting at få klaret, men nu er vi i hus, og kan kigge frem mod nogle fantastiske dage med en masse god musik. Så lad os glæde os og alle gøre vores til at gøre Midland Festival endnu bedre end sidste år.