The Consolation (DK)
Om The Consolation
The Consolation er Danmarks fremadstormende americana-bannerførere, hvilket blev cementeret med udgivelse af deres seneste album ”Astoria” i 2020.
Den københavnske kvintet er kendt fra blandt andet P4 og P5 med deres smittende og melodiøse blanding af country og amerikansk inspireret rock.
Inspirationskilderne spænder fra countrykoryfæer som Johnny Cash og Waylon Jennings, over folk rock-pionerer som Neil Young, The Band og Bob Dylan, til country- og “blue collar” rockartister som The Eagles, Bruce Springsteen og Tom Petty & The Heartbreakers. Men når referencerne er nævnt, så må man sige at The Consolation sin helt egen sound, som er fuldstændig unik på den danske scene. Bandets musik er en smeltedigel af amerikanermusik af bedste skuffe, tilført et distinkt nordisk islæt, hvor melankolien og eftertænksomheden ofte sniger sig elegant ind i de iørefaldende sange.
Bandet skaber et univers, hvor hjemve møder udlængsel, og hvor små som store emner tages op. Efter fem års hårdturnering og hyppige udgivelser består bandets nuværende line-up af Nis Gaarde (guitar, sang) Vincent Daly (guitarer, sang), Leif Bruun (stålguitar, baggrundsrøst), Jacob Svensson-Hahn (bas) og Sven Busck Andersen (trommer).