Det er med tungt hjerte, og vi er så kede af at måtte skrive dette, men Midland Festival 2021 er aflyst.

Årsagen er, at vi stadig ikke har fået svar fra Rigspolitiets Juridiske Afdeling på vores spørgsmål vedr. overholdelse af restriktioner pga. med Covid-19.

Vi ved f.eks. ikke om vi må afholde en festival på en campingplads når camping ikke er tilladt i forbindelse med festivaler, om vi skal lukke alle barer kl 22.00, om vi skal holde gæster adskilt i nødudgange og ved indgange, hvor stor afstand der skal være mellem de respektive sektioner, hvordan vi skal sikre afstand i sektionerne osv. osv.

Vi har rykket for svar, men har endnu ikke fået disse. Det skyldes sikkert, at den officielle bekendtgørelse vedr.  overholdelse af restriktioner med stående, udendørs arrangementer endnu ikke er kommet.

Det er bare så ØV… Vi er klar, og vi føler vi kan afvikle en sikker festival for alle. Men nej… sådan skulle det ikke være. På trods af alle vores tiltag, og at vi på alle måde opfylder hensigten med opdeling i sektioner, separate barer og toiletter, værnemidler og masser af plads, så har vi hverken fået afklaring eller tilladelse. Så vi er nu løbet tør for tid. Med kun 3 uger til festivalen har vi ikke andet valg end at aflyse.

Så hvad nu?

Vi beder indtrængende alle med billet til Midland Festival ’21 om at ombytte den til festivalen i 2022. Vi arbejder på at skabe en fantastisk Country-fest, og allerede nu har disse bands sagt tilbudt at spille på festivalen i ’22. De er:

  • Hilljacks (NO)
  • Sentiment Falls (S)
  • Axel O (Ice)
  • Arly Karlsen (NO)
  • The Consolation (DK)
  • Ramblin’ Boots (NL)
  • Music Road Pilots (NL)
  • Hillbilly Approved (DK)
  • Kasper Buch m. Band (DK)

Vi håber at vi kan overføre endnu flere bands fra 2021 til 2022, så vi kan få den fest, vi alle har gået og glædet os til. Så please… hjælp os ved at beholde din billet, så vi alle kan få en fantastisk festival.

Afbestilling af camping på Hasmark Strand Camping

Hvis du har booket camping, hytte eller mobilhome på Hasmark Strand Camping, skal kontakte campingpladsen direkte for at annullere din bestilling. Du skal ikke overflytte den til næste år, da Midland Festival flytter væk fra Hasmark.

Midland Festival 2022

Der er planlagt meget nyt for Midland Festival 2022. Vi kom SÅ godt fra start i 2019, og blev Danmarks største countryfestival allerede første år. Det forpligter, og det vil vi leve op til.

Hasmark Strand Camping er en super campingplads, med fantastiske faciliteter. Men der er nok ikke plads til at vi kan vokse til den størrelse, vi gerne vil. Derfor har vi valgt at flytte festivalen allerede nu.

Så i 2022 vil Midland Festival blive afholdt på Jelling Familie Camping i Jelling. Det er centralt i Danmark, og vi vil få masser af plads at vokse på i årene fremover. De fine palds forhold gør, at vi igen kan sætte et kæmpe telt op, vi kan lave store dansegulve, afholde workshops og – frem for alt – spille musik fra flere scener.

En anden KÆMPE fordel ved Jelling Familie Camping er prisen. Den er nemlig så lav at alle kan være med. Der er både enheder til telte og campingvogne samt mange hytter og mobilhomes.

Så sæt kryds i kalenderen 16. til 18. juni 2022 hvor der er Midland Festival på Jelling Familie Camping.

Refusion af billetter

Igen… vi håber virkelig at du vælger at beholde din billet og ombytte den til Midland Festival 2022. Det skal ikke være nogen hemmelighed at flytte en festival, en aflysning og nu endnu en aflysning har kostet os dyrt.

Vi har siden aflysningen i 2020 stort set ikke brugt nogen penge for at styrke vores likviditet, men vi kan ikke refundere alle billetter. Sådan er det bare. Hvis alle ønsker refusion, må vi afvente og håbe på refusion. Men hvordan det kommet til at foregå, ved vi endnu ikke, så derfor håber vi så mange som muligt vil vælge at ombytte deres billet.

Der er nogle fordele ved at ombytte sin billet. Alle billetter ombyttes til 3-dages Partout-billetter, og selvom prisen på billetter skulle stige næste år, skal du ikke betale ekstra. Vi planlægger desuden flere en-dags koncerter både i Jylland og på Sjælland. Alle med billet til Midland Festival -22 vil få rabat på entréen til disse koncerter.

Men er du forhindret i at deltage i 2022, kan billetter refunderes til og med den 01-08-2021. Efter refunderingsfristens udløb, er det ikke længere muligt at anmode om refundering.

Har du købt din billet hos Billetexpressen og vil have din billet refunderet, skal vi bede dig sende regnr. / kontonummer på den konto, vi skal overføre beløbet til. Du skal sende oplysningerne til: info@midlandfestival.dk

Har du købt din billet gennem Billetlugen, skal refusion ske der. Du skal udfylde formularen i dette link: https://kundeservice.billetlugen.dk/hc/da/requests/new?ticket_form_id=360001649239

Billetter refunderes til og med den 01-08-2021. Efter refunderingsfristens udløb, er det ikke længere muligt at anmode om refundering. På grund af Covid-19 er behandlingstiden for refundering i øjeblikket 6-8 uger.